skip to Main Content

 

 

Iværksættere vil gøre børnehavebørn læseparate

Af journalist Merete Jensen
www.m-press.dk

VIRUM: – Når man har en drøm, handler det om at holde et hundrede procent fast i den. Og jo, man møder masser af bump på vejen, og man har lyst til at stampe i gulvet undervejs, men vi ville det her, og vi véd, at der er behov for vores materiale, siger Mette Kjær, som sammen med Kirsten Korfix har satset alt og skabt ”Sprogspiloppen”.

Et stærkt team
Både Mette Kjær og Kirsten Korfix er uddannede talepædagoger. De kommer fra henholdsvis Virum og København, og sammen har de udviklet et unikt materiale, Lydbyen, som skal hjælpe børnehavebørn med at blive læseparate. Mette og Kirsten fortæller, at de som personer er meget forskellige, men at ideerne udvikles i fællesskab.

– Vi er et stærkt fagligt team med et fælles mål: at give børnehavebørn mulighed for at lege med lyd og bogstav, at bringe det nære og kære ind i børnenes univers, at udvide ordforråd og sprogforståelse på en måde, som støtter op om børnenes øvrige indlæring, siger Kirsten Korfix.

– Da vi begge er talepædagoger, er vi ofte stødt på pædagoger, som står med helt almindelige børn i fire- til seksårs alderen, som er nysgerrige på skriftsproget. De skriver måske allerede deres eget navn, og her mangler mange pædagoger det materiale, som skal understøtte børnenes naturlige nysgerrighed omkring bogstaver og deres lyde, forklarer Mette Kjær og slår fast, at forældre også kan bruge materialet for at stimulere barnets generelle sproglige udvikling.

Lydbyen er en kuffert som indeholder en pædagogisk vejledning, som trin for trin forklarer brugen af det øvrige materiale, heriblandt bogen ’Lydene på min bedstemors loft’, en plakat til at hænge op, alle konsonanter og vokaler – formet som personer – som kan sættes på plakaten, en ’Spiloppose’ samt link til stort katalog med konkrete ideer til sprogstimulerende lege i børnehaven.

Idéerne tog overhånd
– Vi anede slet ikke, hvad vi gik ind til. Vi havde en idé og brændte for at føre den ud i livet, så vi brugte ferier, aftener og weekender på at udvikle vores materiale. Ingen af os kunne tegne, og for at holde omkostningerne på et minimum, endte jeg med selv at tegne og farvelægge de mange figurer, som vi bruger i materialet, forklarer Mette Kjær grinende.

De mange gode idéer tog på et tidspunkt overhånd, og makkerparret fik spredt sig ud over alt for meget. Fodfæstet røg, og Kjær og Korfix blev nødt til at sortere i idéerne og lande på dét, som var grundtanken – børnenes leg med lyd og bogstav.

– Vi havde aldrig nogensinde troet, at det ville tage os to år at udvikle materialet. Men pludselig skulle vi også have en hjemmeside, indspille lydsekvenser til brug på hjemmesiden og meget, meget mere. Vi mødte en masse modstand, men materialet er bygget på en kærlig stædighed, da vi véd, at det vil gøre en markant forskel for det enkelte barn, siger Kirsten Korfix.

I december 2014 var materialet klar til at blive lanceret. Fra prøvebørnehaverne var der kun lutter rosende ord, efter de havde arbejdet med materialet. De havde endelig fået et materiale, der kunne gøre børnene læseparate.

Tjek hjemmesiden
Hvis man ønsker at vide mere om Lydbyen, så gå ind på hjemmesiden www.sprogspiloppen.dk. Her kan man også læse meget mere om de tanker og idéer der ligger bag Lydbyen og det tilhørende materiale. Hvis man sammen med sit barn eller barnebarn vil snuse lidt til Lydbyens mange spændende beboere, så kan man på hjemmesiden stifte bekendtskab med personerne: Postbud Pil, Fisker Frida, Jens Jæger, Morten Maler og mange, mange flere.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA          OLYMPUS DIGITAL CAMERAkuffe

 

Back To Top