Barnet er født med evnen til at indgå i kommunikation. Den tidlige kommunikation skal altid være på barnets præmisser. Det lille barn på puslebordet vil vende ansigtet væk, når det har brug for en pause. Hele samspillet mellem det lille barn og forældrene, er den første introduktion til turtagning.
Når barnet pludrer og eller smiler til dig, er det vigtigt, at du svarer barnet tilbage. På den måde føler barnet sig set og dermed anerkendt.
Man kan sige, at de tre førnævnte områder (ordforråd, sprogforståelse og udtale) alle er vigtige brikker i kommunikation. Men disse områder kan ikke stå alene. Et tårnhøjt ordforråd er ikke nok til at beherske kunsten at kommunikere. I kommunikation kræves det samtidigt, at barnet er i stand til at lytte og holde opmærksomhed på samtalen for nu at nævne et par vigtige kompetencer indenfor kommunikation.
Hvad kan man selv gøre for at styrke kommunikationen med barnet?
Vi opererer med et begreb, vi kalder den gode talemodel. I korthed går det ud på følgende:
- Vis interesse for dét, barnet fortæller
- Tilkendegiv med nik eller småord, at du følger med i barnets fortælling, uden at afbryde!
- Nedsæt dit eget taletempo – det kræver øvelse
- Tal i kortere sætninger og hold pauser i din egen talestrøm
- Undgå at udspørge barnet – det kræver også øvelse
At kunne kommunikere med børn er noget, som alle kan blive bedre til. Hvis du ofte får svaret: ”Det kan jeg ikke huske”, eller ”det var kedeligt”, kræver din egen samtaleteknik måske en lille justering.
Hver gang der stilles et spørgsmål, ligger der implicit en forventning om et svar fra barnet. Mindre børn har ofte brug for tid til at udtrykke sig på deres præmisser. Hvis man spørger meget, kan barnet derfor komme til at føle sig lidt presset.
Hvis man vælger at kommunikere ved hjælp af spørgsmål, kan man tale om åbne og lukkede spørgsmål. De åbne hv-spørgsmål inviterer mest til dialog, mens de lukkede spørgsmål kan besvares med ja eller nej.
Eksempel på et åbent spørgsmål:
“hvem har du leget med i dag?”
Her kan barnet nævne flere børn, og måske på baggrund heraf begynde at fortælle, hvad de har leget.
Eksempel på et lukket spørgsmål:
“Har du haft det sjovt i børnehaven?”
Her kan barnet svare med et ja eller nej, og dialogen stopper hermed.
For at få barnet til at fortælle yderligere vil den voksne ofte stille endnu et spørgsmål. På den måde starter en spiral, hvor den voksne udspørger barnet.
En anden teknik i samtale med børn er noget, vi kalder konstateringer. Her arbejdes med en åben konstatering fra den voksne.
F.eks. ”Jeg kan se, at du har været på biblioteket”? Pause pause pause.
Her har barnet mulighed for at byde ind med det fra biblioteksturen, som barnet var optaget af. Det kan være, at det var en lille snegl, som barnet så på vejen, der var det vigtigste.
Pausen hos den voksne er ekstrem vigtig. Barnet skal have tid til at formulere sig og tænke over f.eks. turen til biblioteket.
Kommunikationen med barnet bliver dermed en anden og meget mere med barnets interesse i fokus.